…Så håber vi på løverne sover.

Det er Mandag og vi har startet fuldt op efter at de fleste gæster fra DK er taget hjemover. Vi er så småt kommet op i omdrejninger efter de 3 ugers ferie. Hvor vi har taget turen fra Cape Town til Addo elefant park to gange, en tur på ca. 800km hver vej og med det kørt den forholdsvist berømte ”Garden route” igennem. Vi fik set Afrikas ”Big 5”, sprunget af en bro, med en elastik bundet rundt om benene, fik endelig besteget Table mountain, dyppet os i det indiske ocean, alt sammen med diverse besøgende fra Danmark. Kærester, én far, én søster og én ven.






Ugerne er gået hurtigt med at lege turister i et land som man har været i, i over 3 måneder men stort ikke kender, bortset lige fra den hverdag og rytme som man troligt har fulgt. Nu virker alt pludselig anderledes erobret. Man har set Robben island, set naturen som den er, når den ikke består af sammenfaldne skurer, ”wendy houses” (Træ skurer), beton byggerier og forstadsstemning. Vi har fået en chance for at dele vores Sydafrika med dem vi holder af, vores; Frustrationer, tanker, kontraster, sammenligninger, oplevelser.

Samtidig er det hårdt at skulle i gang igen. At vinde momentum virker virkelig hårdt, når de første 3 måneder har været så smækfyldt med indtryk og oplevelser. Jeg personligt (Jonatan red.) er særdeles overvældet, både spændt men også nervøs - hvad byder de næste 3 måneder så?

Sidste mandag startede den vante trommerum… Eller hvad, for det vi skulle i gang med, var igen fuldstændig anderledes og nyt. Projekterne ikke skiftet ud, men arbejdsgangene ændret, vi skulle nu starte workshops op? Nye projekter skulle i løbet af ugen iværksættes og alt det skulle vi stå for – Alene.

Denne måde at arbejde på, er noget som man bliver nødt til at komme til en accept af, for derved at kunne håndtere at det samtidig er en selv, der skal stå for det hele og at der ingen er at holde i hånden. Igen noget som jeg (Jonatan red.), personligt finder ufatteligt hårdt. Ingen struktur, andet end den man selv laver. At danne rammen for sin egen uddannelse, samtidigt med at intet er som man forventer, det er svært, og man kommer tit til at tvivle på det hele.

Gør jeg det nu godt nok? Gør jeg det rigtigt? Hvordan skulle jeg ellers gøre det?

Nu er vi i gang igen og har modet tilbage tæt ved hjertet og en indædt følelse af at dette skal lykkes.

Op på hesten og ud over savannen, så håber vi på at løverne sover...