TILLYKKE STEFF!

Steff det her gav ligesom mening at få med i vores fælles studiefortælling, så det her er til dig. Nu hvor 50% af os to blev pædagoger skal du om nogen have et stort tillykke og en varm og inderlig tak for en fantastisk studietid, der startede med nogle meget tætsiddende batman kostumer. Tak fordi du er den du var og er, Jeg glæder mig til at fejre dig på fredag.

Kh

J

Godt nytår - årets sidste indlæg.

Godt nytår allesammen

Håber i får en go aften og et brag af en entre ind i det nye år.

Vi ses i 2009

Steffan og Jonatan

Der var engang...

hvor vi lovede at få opdateret denne blog et par gange ugentligt. Men som i nu, jer der stadig hænger ved kan se, er der intet sket i over tre uger.

Vi har 9 dage til jule aften, 16 dage tilbage af i år og altså 41 dage til vi letter fra Cape Town. Med den frekvens vi på nuværende laver indlæg, giver det ialt ca. to indlæg mere... Vi vil dog lægge os i selen og prøver på at få lagt lidt flere ud, henover de sidste seks uger, men vi skal jo passe på hvad vi lover...

For som vi er begyndt at sige til hinanden, når tingene ikke helt udfolder sig som vi havde sat os i sinde; "Det er jo Afrika"... Hvorefter vi forstående kigger på hinanden og griner.

De sidste uger er gået med at fortsætte vores Team leader projekt. De har nu et nyt navn; Community Youth Uplifters og vi har bevæget os ind i den fase, hvor vi forsøger at arbejde udfra det faktum at vi snart forlader landet, vores projekter og dermed også " The CYU's".

Vi har forsøgt at inddrage dem så meget som muligt i de sidste måneder ved at lade dem sætte ord på hvad de kunne tænke sig at lære, vide eller erfarer i samarbejdet med os. Det er blevet til en del nye workshops, med navne som; Values and Rights, Relations osv. Vi arbejder dog hver uge med en gennemgående tese; som er Sustainability oversat; Vedvarenhed, som betyder at vi arbejder med at pigerne bliver ordentligt rustet til at fortsætte som Community Youth Uplifters i Kensington og Factrecton.

Ugerne er også gået med endnu en masse aflysninger og ændringer og vi har haft en del dage, hvor vi istedet har fået andre ting på opleveren end lige dem vi havde planlagt.

Det er blevet til endnu et par "Ede's" (Muslimisk fest, denne gang, fordi gud bad Abraham om at slagte et lam istedet for sin søn... Forbehold for fejlinformering af undertegnede).

Vi har været til politi parade i Bishop Lavis, på et trænings akademi for politielever. Hvor vi var "æres gæster" fra Danmark og blev nævnt i velkomst talen, mens vi sad blandt højt rangerede politi og embedsmænd.
Vi var blevet inviteret af Augusta som er Jody's, vores arbejds kollegas kæreste, som arbejder der.

Det var en fin dag med opvisninger og lækker frokost. En sjov og anderledes oplevelse.

Vi sørger dog også for at feste lidt.
Blandt andet hos Jody i Bonteheuvel, hvor vi dansede blandt Gangsta's og homoseksuelle, der fuldstændigt styrede stedet. Vi spiste de berømte "Gatsby's", nogen en hel... De består simpelthen af et kæmpe flûte, stoppet med enten krydret kød, pølse, almindelig oksekød, æg eller salami, nogen af dem har lidt af det hele. Oveni er der så sovs og pomfritter i lange baner og de har cirka en diameter på 8-10cm... En ordentlig krabat.

Men altså spritten skal jo også ud og fedtet af så vi får også trænet hæftigt og får ligget lidt på stranden og nydt de efterhånden gennemsnitligt slut tyve celcius, som bager ned fra oven.

Jule aften kommer nærmere og vi skal holde den hos Louraine, Rasmus' chef, som det ser ud nu. Meeeen det kan jo nå at ændre sig.

Det er jo Afrika...

Ellers bringer nytåret båder gæster fra Danmark, Jonatans, venner, Karina og Marcus kommer og holder nytår. Og tattovøren Colin Dale som maler lidt på Jonatan, kigger nok også forbi, så der sker lidt.

Håber i stadig læser bloggen, vi ved endu ikke om hvem der læser den, for ingen kommenterer på den... Hint Hint! Men vi fortsæter ufortrødent.

Vi skriver igen inden det nye år.

Jonatan og Steffan

9½ uge

Så er der 9 ½ uge til vi sætter fødderne på dansk jord. Den 25 Januar letter vi fra Cape Town og den 26 Januar lander vi i København.

Den 9 November, sagde den aller aller sidste gæst farvel og de sidste 10 dage er gået med at komme helt tilbage fra ferien.

Vi er halv vejs igennem vores workshop måned, med vores team leadere. Det er vores mål at få de piger vi arbejder med 2 gange om ugen, aktiveret og få dem til at se at de kan gøre noget, for dem selv og deres lokal samfund.
Igennem workshoppene, der har titler som; Jeg og mit lokal samfund, Basis biologi, Stoffer og til sidst Sex, håber vi på at de får ny viden, de så kan videregive.

I gennem det fulde forløb, skulle de gerne have fået så mange værktøjer at de på egen hånd kan udføre akiviteter og være en resurse for samfundet.

Første gang vi gik igennem Kensington, var vi rystede over at se at hundrede børn og unge, bare hang og lavede intet.
Derfor håber vi at disse piger kan gøre bare en lille forskel og få løftet lidt af den opgivende tåge der ligger over området.

Det er hårdt! For disse Team leadere er selv påvirkede af en daglig dag i et for rået ganster miljø med stoffer, fattigdom og overgreb. Samtidigt udfører de fleste af dem forældrenes opgaver i hjemmet og to af dem i gruppen er mødre og har derfor også et kæmpe ansvar der.
De er alle arbejdsløse og ude af skolen, så trods en alder på, mellem 16 og 23 år, har de meget lidt at se frem til.

Dette stiller os, i en svær situation, hvor vi SKAL fange disse pigers interesse for at de overhovedet gider komme, for den daglidag vi kæmper imod, virker som et sort hul, en malmstrøm som bare suger energien ud af dem og af og til virker de dopede af mismod - som om de ikke kan se lyset for enden af tunnellen.

Men så når de kommer og vi er igang, så sker der noget, de lever op og virker som de teenagere og voksne de er, fulde af livsmod og pludselig kan lyset alligevel ses.

Vi har været meget igennem de sidste 2 og en halv måned, siden vi startede med vores Team leaders og de næste 2 og en halv måned skulle vi gerne rykke endnu videre.

Vi har tænkt os at bruge team leaderne i de andre projekter vi skal lave. Blandt andet et muligt ferieprogram for 200 børn i et område kaldet Langa, hvis vi kommer til at stå for aktiviteter der, bliver det en kæmpe udfordring. Spændende og nyt og vi får helt sikkert brug for Team leaderne.



De 6 af de 7 Team leadere, under vores " Jeg og mit lokal samfund"

Vi er også kommet i gang i et område i Manenberg, hvor vi skal lave lidt aktiviteter for de unge mellem 14-16 år.
Nogle af de unge er tilknyttet et misbrugscenter som vi arbejder sammen med og er der fordi de enten går på skolen eller også har brug for at blive inkluderet.

Aktiviteterne er iværksat fordi de unge, under eksamen, da de skal blive på skolen til kl. 13 og ikke må gå.
Hertil skal nævnes at man ikke ville kunne flygte, da skolen er omhegnet af 2 hegn, med pigtråd og elektricitet.

Nu må vi så se hvad December og Januar bringer, alt lukker ned, skoler og institutioner og ikke mindst Azaad. Alt går på forlænget siesta til midt januar.
De fleste i Cape Town rejser væk, fordi alt bliver dyrere, nogle siger dobbelt op, andre 3 gange så dyrt som nu. Turisterne vælter ind og "City bowl" bliver en bikube af penge udveksling.

Men vi lader os ikke kue, trods lav vande på kontoen og udsigt til en tid hvor alle andre holder fri, så er vi begge her med den indstilling at vi ikke er kommet for at holde ferie.
Derfor har vi lagt en linie hvor vi målrettet går efter at få taget en masse opgaver ind, uanset størrelse og hvor vilde de måtte være, for så har vi simpelthen ikke tid til at bruge penge...

De sidste 9 ½ uge bliver hårde, men også spændende.
Vi har en masse arbejde foran os iform af bøger der skal læses, opgaver der skal skrives og praktiske gøremål.

Men går det ligesom de første 3 og en halv måned er vi snart hjemme i Danmark.

Vi er ihvertfald to der glæder os til at se både familien, venner og kærester igen.


Tak til alle der læser bloggen, husk at i kan kommentere, ved at trykke på på blyanten nederst i indlægget. Vi ville synes det var fedt få hilsner, kommentare og spørgsmål.

Mange hilsner

Drengene i Kaap Stad

Steffan og Jonatan

…Så håber vi på løverne sover.

Det er Mandag og vi har startet fuldt op efter at de fleste gæster fra DK er taget hjemover. Vi er så småt kommet op i omdrejninger efter de 3 ugers ferie. Hvor vi har taget turen fra Cape Town til Addo elefant park to gange, en tur på ca. 800km hver vej og med det kørt den forholdsvist berømte ”Garden route” igennem. Vi fik set Afrikas ”Big 5”, sprunget af en bro, med en elastik bundet rundt om benene, fik endelig besteget Table mountain, dyppet os i det indiske ocean, alt sammen med diverse besøgende fra Danmark. Kærester, én far, én søster og én ven.






Ugerne er gået hurtigt med at lege turister i et land som man har været i, i over 3 måneder men stort ikke kender, bortset lige fra den hverdag og rytme som man troligt har fulgt. Nu virker alt pludselig anderledes erobret. Man har set Robben island, set naturen som den er, når den ikke består af sammenfaldne skurer, ”wendy houses” (Træ skurer), beton byggerier og forstadsstemning. Vi har fået en chance for at dele vores Sydafrika med dem vi holder af, vores; Frustrationer, tanker, kontraster, sammenligninger, oplevelser.

Samtidig er det hårdt at skulle i gang igen. At vinde momentum virker virkelig hårdt, når de første 3 måneder har været så smækfyldt med indtryk og oplevelser. Jeg personligt (Jonatan red.) er særdeles overvældet, både spændt men også nervøs - hvad byder de næste 3 måneder så?

Sidste mandag startede den vante trommerum… Eller hvad, for det vi skulle i gang med, var igen fuldstændig anderledes og nyt. Projekterne ikke skiftet ud, men arbejdsgangene ændret, vi skulle nu starte workshops op? Nye projekter skulle i løbet af ugen iværksættes og alt det skulle vi stå for – Alene.

Denne måde at arbejde på, er noget som man bliver nødt til at komme til en accept af, for derved at kunne håndtere at det samtidig er en selv, der skal stå for det hele og at der ingen er at holde i hånden. Igen noget som jeg (Jonatan red.), personligt finder ufatteligt hårdt. Ingen struktur, andet end den man selv laver. At danne rammen for sin egen uddannelse, samtidigt med at intet er som man forventer, det er svært, og man kommer tit til at tvivle på det hele.

Gør jeg det nu godt nok? Gør jeg det rigtigt? Hvordan skulle jeg ellers gøre det?

Nu er vi i gang igen og har modet tilbage tæt ved hjertet og en indædt følelse af at dette skal lykkes.

Op på hesten og ud over savannen, så håber vi på at løverne sover...

Og nu lidt billeder...

Her er lidt blandede billeder, lige for at finde ud af hvordan man bruger billedsiden af vores blog.



Udsigten fra Azaad, ud over havneområdet, idag havde 4 giraffer sneget sig ind i billedet.



Al-Noor flokken, samlet efter ét veloverstået Sundhed,krop og bevægelses program.



Under vores gåtur i Kensington området, blev vi pludselig forældre...



Jonatan og Steffan sørger for at holde sig gode venner med køkkenansvarlige, 'Antee' Mariam...

En almindelig ualmindelig fødselsdag.

Lørdag den 4 oktober, fyldte 26 år og blev gehørrigt fejret af hele huset. Startskuddet lød fredag nat/lørdag morgen, på en natklub i hjertet af Cape Town, et stenkast fra Long street, byens diskoteksgade no. 1.

Champange til fødselaren og en Dj's kliche fyldte annoncering af en af aftenens gæster var blevet et år ældre, til stor morskab for de hujende gæster på "Velvet".

Dagen der på, kl. 2 om eftermiddagen, blev undertegnedes tømmermænd en realitet da den stod på morgenvækning med fødselsdagssang og morgenbord og to panodiler.
Der var alt hvad man kunne tænke sig der skulle være. Selv en gave og lagkage var der. De 4 andre i huset havde sat en høj standard og mødt alle kriterierne for hvad en perfekt føs'dag skal indeholde.

Aftenen tog over der hvor dagen den endte og blev fejret hos Jody, en kollega til Steffan og Jeg. Vi var inviteret, hele flokken til fiske braii (Braii=grillfest)i hans mors og fars hus. Vi blev kræset om og drak kolde øl, mens vi skamsang Lionel richies bedste til ukendelighed (Nogen gjorde det bedre end andre)på familiens karoky anlæg. Jeg fik flere gaver, jeg havde ved en tidligere lejlighed ytret min henrykkelse for Daves, vores kollegas fars, denim jakke.
Den fik jeg så idag, til det skal siges at Dave er en omfangsrig mand og den derfor er forholdvis stor, selv til mig...

Men jeg blev ikke mindst noget benovet over at have fået den og denne aften vil gå over i historien, som den aften hvor familien i Bonteheuvel vandt mit hjerte.
Magen til gæstfrihed og åbenhjertethed skal man lede længe efter og de har alt det gange tusind.

Det er søndag nu og pludselig er det hele fortid, men det sidder skam stadig i en, alle de følelser man nåede igennem på sådan en helt almindelig fødselsdag. Så almindelig som den nu kan være, 11.000 km væk, i Cape Town - Syd Afrika. Hvor man nu har befundet sig i små 2 måneder og hvor ikke én dag har været "almindelig".

Jonatan